Antallet af dødsofre for angrebene er sat til 2.973, eksklusiv de 19 flykaprere. Et overvældende flertal af de omkomne var civile, herunder også statsborgere fra over 70 lande. Desuden døde én person af lungesygdom, fem måneder efter terrorangrebet, hvilket blev føjet til det officielle dødstal i 2007.
USA's reaktion førte til iværksættelsen af Krigen mod terrorisme. Selv om ingen tog ansvar for angrebene slog USA fast, at man ville gå i krig mod terroristerne og dem, der beskyttede dem. Krigen i henholdsvis Afghanistan og Irak blev bl.a. begrundet med hævn for dette angreb på USA. Andre resultater af angrebet var indførelsen af USA PATRIOT Act og Homeland Security Act. Som følge af terrorangrebet styrkede mange af verdens lande deres antiterrorlovgivning. Nogle af de amerikanske børser lukkede resten af ugen efter terrorangrebet, og havde ved genåbningen lidt et enormt tab, især i luftfarts- og forsikringsbranchen. Ødelæggelsen af flere milliard-dyre kontorbygninger forvoldte en alvorlig skade for økonomien i Lower Manhattan.
Skaderne på Pentagon blev repareret inden for et år, og man opførte Pentagon Memorial som et mindesmærke for de omkomne. Det nye World Trade Center-kompleks er i dag stadig under konstruktion, efter færdiggørelsen (som forventes at blive i 2013) vil 1 World Trade Center med sine 541 meter være en af de højeste bygninger i Nordamerika. Yderligere tre tårne er forventet opført mellem 2007 og 2012. Den 8. november 2009 åbnede Flight 93 National Memorial, og den første fase af byggeriet forventes at være klar til 10-årsdagen for angrebene den 11. september 2011. Den første genopbyggede bygning World Trade Center nr. 7 åbnede i 2006.
Kort sagt:
Angrebet startede med, at fire passagerfly blev kapret. Med en brændstofkapacitet på 91.000 liter blev hvert fly en flyvende brandbombe.
- Klokken 8:46:40 om morgenen lokal tid (14:46:40 dansk tid) stødte American Airlines' flynummer 11 (Boering 767) ind i nordsiden af World Trade Centers nordlige tårn.
- Klokken 9:03:11 (15:03:11 dansk tid) stødte United Airlines' flynummer 175 (Boeing 767) ind i det sydlige tårn, hvilket blev sendt direkte i fjernsynet af Tv-selskaberne, der var ankommet for at filme det nordlige tårn.
- American Airlines' flynummer 77 (Boeing 757) styrtede ned i det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter Pentagon klokken 9:37:46 om morgenen lokal tid (15:37:46 dansk tid).
- Det fjerde kaprede fly, United Airlines' fly nummer 93 (Boeing 757), styrtede ned på en mark i det sydvestlige Pennsylvania klokken 10:03:11 (16:03:11 dansk tid), og vragdele blev fundet op til 5 kilometer væk. Dets endemål havde været Capitol Hill og Kongressen. Flystyrtet i Pennsylvania var resultatet af, at passagerer forsøgte at fravriste kaprerne kontrollen over flyet.
En meget forfærdelig episode, og oplevelse. Jeg sender derfor alle mine tanker idag, til de afdøde - og deres pårørende. Det er mange år siden, men stadig en mindedag - som det med garanti vil være resten af livet.
R.I.P.
Adios Amigos - Sophy afholder 2 minutters stilhed, og forlader herefter, og vil på arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar